Parkregler

Når du besøger BonBon-Land, er vores største ønske, at det bliver den sjoveste dag for hele familien. For at sikre dette har vi nogle parkregler, der gælder alle gæster.

Overordnet gælder det, at man altid skal følge personalets anvisninger samt skilte placeret i parken.

Herunder finder du en kort oversigt over regler i parken

Tilladte fysiske genstande
Det er tilladt at medbringe mad og drikke i BonBon-Land, men det er ikke tilladt at grille (dette gælder alle typer grill). Det er ikke tilladt at medbringe rulleskøjter, skateboard, løbehjul, cykler, musikanlæg, droner og andet fjernstyret legetøj i parken (medmindre man har en forudgående skriftlig aftale med os). Hvad angår medbragt mad og drikke må disse nydes i vores picnicområder, men ikke i køhegn, inde i forlystelser eller områder, hvor der er spisesteder.

Efterladte genstande
Det er ikke tilladt at efterlade sine ejendele uden opsyn. Hvis der findes ting, som ikke er under opsyn, vil vores personale kunne indlevere det i vores Servicecenter, hvorfra det kan afhentes. Her indleveres også andre mistede genstande. BonBon-Land kan ikke holdes ansvarlig for eventuelt tyveri eller tab af personlige ejendele.

Opførsel
BonBon-Land forbeholder sig ret til at afvise berusede gæster eller gæster under anden form for påvirkning.  Det samme gælder ved slåskampe eller lign. Det vil til hver en tid være BonBon-Lands beslutning, hvornår vi forbeholder os retten til at afvise eller bortvise gæster.

Færdsel i parken
Det er ikke tilladt at forcere hegn eller andre afspærrede områder. Ligesom det heller ikke er tilladt at bade i vores vandforlystelser og søer (undtagen ”Den våde Delfin” og ”Pelle Piratsprøjt”). Ved al færdsel og ophold i vores forlystelser skal gæsterne overholde de anvisninger, som kan ses på skilte ved selve forlystelsen.

Køhegn
I køhegn må man ikke springe over andre i køen eller holde plads for andre.

Rygning
BonBon-Land er nu en røgfri park, og det er derfor ikke tilladt at ryge i parken. Dette gælder alle former for rygning!

Vi har dog udvalgt fire rygeområder, og det er derfor kun tilladt at ryge i de områder. Der må ikke ryges vandpibe hverken i eller udenfor de gule områder. De fire gule rygeområder er markeret på vores parkkort, som udleveres i entreen samt findes på skilte rundt om i parken. Der må ikke holdes picnic i de gule områder.

Se parkkort her: https://www.bonbonland.dk/kort

Hund
Det er tilladt at tage sin hund med i BonBon-Land, hvis man følger disse regler: Hunden skal være i snor under hele opholdet, og den må ikke være til gene for andre i parken. Dertil skal man også selv samle op efter den, og du har selv ansvaret for at medbringe hundeposer. Din hund må ikke tages med i nogen af vores forlystelser. Du må ikke have din hund siddende ude i bilen, mens du besøger os.

Overvågning
Der er videoovervågning rundt om i parken. Det er muligt, at der bliver taget billeder til brug på sociale medier, hjemmeside eller lign. Vi bruger ikke billeder med få eller enkelte personer uden forudgående aftale. Derudover tages der billeder i udvalgte forlystelser med henblik på salg i vores fotohuse. Disse billeder slettes hver aften.

Force Majeure
BonBon-Land kan ikke gøres erstatningsansvarlig, når der optræder en begivenhed (force majeure), som er uden for BonBon-Lands kontrol.

Det er tilfældet ved bl.a. krig, trussel om krig, naturkatastrofe, atomkatastrofe, oprør, uroligheder, terroraktiviteter, trussel om terror, ugunstige vejrforhold, brand, importforbud, sundhedskriser, epidemier og lignende sygdomsudbrud, karantæner og isolationer påberåbt af nationale myndigheder.

 

Ledelsen i BonBon-Land forbeholder sig retten til at ændre disse parkregler uden forudgående varsel. Dette gælder også åbningskalender og priser.

For yderligere information er du velkommen til at sende en mail til post@bonbonland.dk

Highlight infocovid
Covid-19 info

Covid-19 info